[2x] kom vakre mø og pløj med mig og lystig var hin bonde for jeg må så mis sæd i dag i marker og i lunde
både is og sne var smeltet den længe ventede tø og vår åandede lunt så vinter måtte dø
atter kunne godtfolk nyde godt af jordens grøde og sled ude i markernemfra gry til aftenrøde der byggede did en bonde en ful og syndig mand en holden mand var han han ejede meget land der var en pige på gården en skonhed uden lige og lige så smuk hun var så from var den pige
[2x] kom vakre mø og pløj med mig og lystig var hin bonde for jeg må så mis sæd i dag i marker og i lunde
kom, blot for mig dit unge liv og lystig var hin bonde for jeg må så mis sæd i dag i marker og i lunde
i marker og i lunde
uafbrudt hun gjorde sin gerning fra årle morgen til mørkefald og da dagen var til ende gemte hun sig på staldens hjald
uafbrudt han vogtede over alt det som pigen gjorde og drømte om det han ville gøre var hun blot en tarvelig hore
kom med mig min fagre mø forårsgrøn er græssets lød den første fure må nu pløjes sæden må i jordens skød vejrliget er så mildt nu thi solen kroner himlens blå ej har du brud for kjortler vinden er ej længere rå
du er såre fin de har jeg jo set og du kunne være min dronning skont jeg er din herre ingen behøvesvide hvad der er sket jeg kender et lønligt sted hvor vi kan være jeg vèd du har begloet mig det har jeg jo set jeg er såre ung og gud er min herre min dyd er mig rær jeg vil ej blive forledt jeg vil hellere dø end at miste min ære til dig!
hans længsel blev vækket ej ville han benægtes han kastede hende til jorgen og trænglet ind mens nuh fægtede hans vrede blev vækket; han tog hende mens hun skreg hun kunne ikke standse hans stød hans vilde leg
rolig din mær tag det som den tæve du er jeg befrier dig for lænkerne af din fromheds usle skær jeg tager dig når jeg lyster thi du ejes af mig din gud kan ej høre dig vel ringe han agter dig
stadig ville hun ej give op hun stred med al sin magt hun rev i hans hud mens hendes mødom gik fortabt hun flåede i hans øjne slog hans kæbe hvast han ænsede ikke hun slog ham det gjorde ham viljefast
da han endelig standsede og hans lyst var atter sval prøvede han forgæves at dæmpe hendes hjertekval pigen skreg med bitre ord og alt imens hun skjalv greb bonden hendes spinkle hals og knuste hendes skal
der lå hun forladt, sønderslagen og død fra under hendes lig et kildev æld frembrød årene, de gik og et hyldetræ slog rod den viste vejen til kilden som strømmede fra dets fod
han pløjed' og han såed' og lystid var hin bonde han gjorde den unge mø fortræd i marker og i lunde
der forblev hendes fromme ånd og lystid var hin bonde så livet selv mått' bli' bevaret i marker og i lundeTeksty umieszczone na naszej stronie są własnością wytwórni, wykonawców, osób mających do nich prawa.
