Ved Toldboden steg en Matros i Land, Hans Haar de vare saa hvide, Han havde ei seet sit Fædreland I mange Herrens Tide.
Han havde ei seet, at Byen faldt For engelske Blus og Brande, Ham Skjæbnen havde fra Hjemmet kaldt Langt borte til fremmede Lande.
Der stod han da med Haanden i Barm, Og Øiet saa mørkt i Vrede, Og stirrede med vemodig Harm Paa den tomme Svanerede.
Da tørrer han sig om Skjægget brat, Mens Taaren paa Kinden brænder, Han knuger den gamle, begede Hat Imellem de sitrende Hænder.
Hvor er I henne, store og smaa, I Havets stærke Svaner? Som smykkede her i Dammen Laae Med Dannebrogs røde Faner?
Søger I end den gamle Færd Paa fjerne, fjendtlige kyster? Viser I Fjenden, hvor stolt i bær' De egeplankede Bryster?
Nei! – I har glemt den gamle Sang, De danske, jublende Toner, Nu stemmer i op den Seiersklang, Der tordner fra Brittens KanonerTeksty umieszczone na naszej stronie są własnością wytwórni, wykonawców, osób mających do nich prawa.
